OCD (tvangstanker og tvangshandlinger)

OCD står for Obsessive Compulsive Disorder og er kendetegnet ved påtrængende tanker, som vækker angst, tvivl og ubehag samt tvangshandlinger, der bruges til at skabe tryghed og ro.

Her kan du læse om typiske tvangshandlinger, typiske temaer for OCD samt hvordan terapi for OCD kan hjælpe.

Skyer på blå himmel

Har man OCD, kan man opleve at blive fanget i gentagne handlinger, ritualer eller mentale strategier for at reducere ubehag, opnå vished eller forhindre noget uønsket i at ske. Disse strategier bliver let selvforstærkende, idet de ofte giver en midlertidig lindring, men snart erstattes af tiltagende trang til at udføre samme handling. 

Når vi reagerer stærkt på visse tanker, lærer hjernen, at netop de tanker er vigtige og potentielt farlige.

Det får dem til at dukke op oftere, føles mere intense og blive sværere at slippe. Jo mere man engagerer sig i dem, jo stærkere bliver den onde cirkel.

Mange med OCD kæmper med perfektionisme, selvkritik eller overdreven samvittighed. Lidelsen bunder dog ikke i ens karakter, i svaghed eller manglende viljestyrke, men i et overaktivt trusselssystem og vanskeligheder med at være med uvished. Tvangshandlinger udføres ofte for at regulere uro og angst.

Heldigvis er det muligt at lære at forholde sig anderledes til tanker og tvivl og dermed bryde de mønstre, der holder OCD i live.

Hvis du har spørgsmål eller ønsker at arbejde med din OCD i et trygt og struktureret forløb, er du velkommen til at kontakte mig. Det er muligt at få terapi online eller i vores klinik centralt i København.

Hvordan OCD kan komme til udtryk

OCD indebærer både tvangstanker og tvangshandlinger. Hos nogle er tvangshandlingerne synlige, fx gentagen tjekke- eller vaskeadfærd. Hos andre er tvangshandlingerne usynlige og foregår inde i hovedet i form af fx tvangspræget indre dialog.

Når OCD primært er obsessiv og uden synlige tvangshandlinger, kaldes det nogle gange “Pure O”. Det betyder dog ikke, at der ikke er tvangshandlinger – de foregår blot indeni, og kan derfor være svære at opdage, både for en selv og for andre.

Fælles for både de synlige og de mentale tvangshandlinger er, at de har til formål at skabe vished eller reducere ubehag. Mange oplever en kombination af synlige og mentale tvangshandlinger, og udtrykket kan ændre sig over tid.

Hvordan ved jeg, om jeg har OCD?

Oplever du, at uvished er meget svært at tolerere?

Oplever du tanker, der presser sig på igen og igen?

Oplever du en stærk trang til at reagere på tankerne for at føle dig sikker, eller diskutere endeløst med dem for at opnå afklaring? 

Hvis ja, kan det være relevant at undersøge nærmere. Målet er ikke at opnå 100 % vished, men at lære at leve godt – også med uvished.

“Terapien har været en kæmpe hjælp. Jeg har aldrig før følt mig så fri.”

Tidligere klient med OCD

Typiske tvangshandlinger

Ved OCD kan næsten enhver form for adfærd i princippet blive tvangspræget, hvis den bruges igen og igen til at reducere angst eller uro, og man oplever ikke at kunne lade være med at udføre adfærden.

Ofte udføres tvangshandlinger som forsøg på at neutralisere en ubehagelig tanke eller følelse – altså at ophæve, korrigere eller gøre den “uskadelig”. Man kan have en følelse af, at det er nødvendigt at udføre tvangshandlingen for at forhindre noget dårligt i at ske eller for at “kunne være i sig selv”.

Nedenfor kan du læse om typiske eksempler på hhv. mentale og fysiske tvangshandlinger.

Typiske synlige/fysiske tvangshandlinger

  • Tjekke (fx kontrollere igen og igen at komfur er slukket, at døre er låst, ledninger taget ud af stikkontakter, om man har ramt nogen med sin bil mm.)

  • Gentage handlinger eller ritualer igen og igen, indtil det “føles rigtigt”

  • Udføre bestemte sekvenser eller ritualer i en særlig rækkefølge, på en særlig måde eller et bestemt antal gange (for at opnå en form for symmetri eller fordi OCD’en “kræver” det)

  • Gentagen og overdreven håndvask, rengøring el.lign.

Typiske indre/mentale tvangshandlinger

  • Hukommelsestjek (sikre at man husker præcist)

  • Selvforsikring (forsøge at overbevise sig selv)

  • Udføre mentale ritualer (fx tælle eller sige en remse)

  • Overdreven og vedvarende rumination/grubleri (gennemtænke et emne igen og igen i forsøget på at få vished)

  • Overdreven og vedvarende bekymring og katastrofetænkning (gennemtænke worst-case-scenarier for at opnå sikkerhed)

  • “Mærke efter” eller holde øje med kropslige fornemmelser eller følelser (fx “Føler jeg det rigtige for min partner?” eller ”Er jeg seksuelt tiltrukket af noget, jeg ikke burde?”)

  • Tankeundertrykkelse (forsøge at fjerne en tanke: “Dét må jeg ikke tænke!”)

  • Søge beroligelse hos andre ved at bekende tanker/følelser eller spørge gentagende, om noget er sikkert/acceptabelt)

  • Undersøge et emne overdrevent i søgen efter vished

Måske genkender du en eller flere? Måske oplever du en hel anden type tvangshandlinger. Uanset hvilken type tvangshandlinger du udfører, kan du få hjælp til at bryde ud af den onde cirkel.

Typiske temaer for OCD

OCD kan kredse omkring alle mulige temaer og komme til udtryk på mange forskellige måder. Der er dog en række temaer, der er typiske for OCD, som du kan læse om her. Mange oplever, at temaerne skifter over tid, og man kan have flere temaer på samme tid.

Tvangstanker kan opleves som skræmmende og skamfulde, men de er bare tanker.

Det er ikke afgørende hvilket tema, der er for din OCD. Det siger ikke andet om dig, end at det tema er præget af frygt og ubehag for dig, og at du reagerer på det frem for at lade det være.

Når tanker føles farlige

Nogle med OCD frygter, at tanker eller handlinger kan forårsage virkelige konsekvenser, uden at der er en direkte logisk sammenhæng mellem dem.

En tanke kan føles, som om den i sig selv øger risikoen for, at noget sker. Det kan skabe en følelse af ansvar for at forhindre udfaldet – fx ved at udføre tvangshandlinger for at være “på den sikre side”.

Denne form for “magisk tænkning” kan sagtens eksistere side om side med rationel viden. Man ved ofte godt selv, at tankerne ikke er realistiske, men følelsen af angst og tvivl er så overvældende, at det er svært at lade være med at reagere på dem.

Derfor handler behandling for OCD ikke om at overbevise sig selv om, at tankerne er urealistiske, men om at øve sig i at være med tvivl og ubehag uden at handle på dem.

Terapi for OCD

For mange er det en overvindelse at starte et terapiforløb for OCD. Ofte har man ikke talt med nogen om det før, og for mange er tvangstankerne forbundet med skam og tvivl. Det er dog for de fleste en enorm lettelse at blive mødt med forståelse og håb i noget, man længe har følt sig meget alene og fastlåst i.

Fundamentet for terapien vil altid være en tryg og samarbejdende relation præget af nysgerrighed, tillid og varme. Herpå anvender jeg en række metoder, som er virkningsfulde og tilpasset typen af OCD og dig som person. Læs mere om de metoder, jeg anvender her.

I terapien vil du opnå større forståelse for hvilke psykologiske og kropslige mekanismer, der er i spil, når man har OCD. Vi vil afklare hvilke tvangshandlinger eller undgåelsesadfærd, du har, og sammen lægge en plan for, hvordan du kan blive mindre kapret og begrænset af OCD i dit liv.

Målet er at hjælpe dig til gradvist at tolerere tanker og ubehag, så disse ikke vedligeholdes og forstærkes af tvangshandlinger og undgåelse. Du vil opnå større kontrol over dine tvangshandlinger og mere fleksibilitet i din hverdag.

OCD kan være ens primære problematik, men den kan også være sekundær til stress, belastning eller livsomstændigheder. I de tilfælde giver det ofte mening at arbejde bredere med det, der driver belastningen, frem for kun at arbejde direkte med OCD-symptomerne.

OCD kan variere meget fra person til person, og derfor tilpasser jeg behandlingen individuelt – med fokus på både forståelse, konkrete værktøjer og tryg udforskning af det, der skaber angst.

Ved OCD ses ikke sjældent ledsagende nedtrykthed eller udmattelse, som nogle gange udvikler sig til depression. Dette vil vi naturligt inddrage i terapien, så du kan genfinde glæde og forbundethed.

Hvis du overvejer at arbejde med din OCD, er du velkommen til at kontakte mig. Samtalerne kan foregå online eller i vores hyggelige klinik centralt i København.