Sådan ændrer angst din oplevelse af virkeligheden

Angst bliver ofte opfattet som en følelse, som noget man mærker i kroppen, når man er bange eller utryg. I praksis er det dog mere præcist at forstå angst som en ændring i hele nervesystemets indstilling, der organiserer sig omkring trusler. Det har en konsekvens, som mange ikke tænker over: det ændrer ikke bare, hvordan du har det, men hvordan du oplever virkeligheden.

Mange kender fornemmelsen af, at den samme situation kan føles anderledes, når man er angst i forhold til, når man ikke er. En besked fra en ven kan pludselig virke køligere eller mere afvisende, end den ellers ville have gjort. En lille sitren i brystet kan føles betydningsfuld og vække bekymring. En pludselig lyd kan give et jag i kroppen. Det er ikke nødvendigvis fordi, noget i omgivelserne har ændret sig, men fordi hjernen behandler det, den registrerer, på en anden måde.

Når nervesystemet vurderer, at der er fare på færde (hvilket starter, uden vi er bevidst om det), ændrer hjernen sine prioriteringer. Opmærksomheden bliver smallere og mere selektiv, så selv svage tegn på potentielle trusler træder tydeligere frem. Tvetydige situationer bliver fortolket negativt, og kroppen bliver mere følsom over for signaler, der normalt ville passere ubemærket. Det er som om systemet siger: vi har ikke råd til at overse en fare lige nu.

Samtidig bliver hukommelsen mere tilbøjelig til at trække på tidligere erfaringer med fare, og fantasien begynder at generere (skræk)scenarier, der kan forklare det ubehag, der mærkes. Truslerne kan både være fysiske, emotionelle eller relationelle.

Hvorfor føles angst så overbevisende?

Tilstanden af angst kan føles så virkelig og overbevisende, netop fordi den påvirker selve vores sansning af verden. Det er ikke bare bekymringstanker oven på en stabil oplevelse af virkeligheden, men en midlertidig ændring i den tilstand, oplevelser overhovedet bliver til i.

Når vi er i en tilstand af angst, går en lang rækker processer i hjernen og kroppen i gang. Opmærksomhed, fortolkning, hukommelse, forestillingsevne, kropslig sensitivitet og adfærd bevæger sig i en ny retning. Hjernen skruer midlertidigt op for “sikkerhedsindstillingerne” og sorterer irrelevant information fra.

Når det sker, begynder vores virkelighed at føles anderledes. Den ændrede indstilling gør, at den samme verden, de samme mennesker, den samme krop opleves gennem et andet filter, som prioriterer potentielle trusler over neutrale eller positive indtryk. Det kan føles som at være i en anden verden.

Det er ikke et tegn på, at systemet er defekt. Det er en midlertidig tilpasning, som har til formål at beskytte dig. Problemet opstår, når vi, efter en eventuel trussel er passeret, fortsat agerer på måder, som fastholder os i tilstanden af angst. Således mister vi forbindelsen til en mere reguleret og tryg tilstand - den virkelighed vi lever i, når vi ikke føler os truet.

Vi kan ikke tænke os ud af angst

Når vores oplevelse af virkeligheden er ændret, nytter det sjældent at forsøge at tænke det væk. Egne eller andres forsøg på rationelle argumenter preller som regel af. Hvis hele vores system er indstillet på at lede efter fare, vil selv beroligende tanker og forklaringer blive kritisk vurderet og ofte afvist. 

Når angstniveauet bliver højt nok, begynder hjernen at prioritere overlevelse og vished frem for refleksion. Vi mister ikke evnen til at tænke, men adgangen til den rolige, nuancerede og fleksible tænkning bliver hæmmet.

På mange måder minder tilstanden af angst om et skræmt dyr, der først og fremmest forsøger at komme i sikkerhed. Man ville ikke forsøge at berolige et skræmt dyr med logiske argumenter. Det falder ikke til ro, fordi nogen fortæller det, at der ikke er fare. Det falder til ro, når dets nervesystem gradvist registrerer, at det er i sikkerhed.

Vores eget nervesystem regulerer sig også først for alvor, når det får nye erfaringer – ikke blot nye forklaringer. Arbejdet med angst handler derfor ikke bare om at udfordre sin tænkning, men om få lov at opleve igen og igen, at det er sikkert at nedjustere alarmberedskabet.

Hvad kan man gøre ved angst?

Man får sjældent noget ud af blot at analysere sin angst. Det kan give en vis ro og følelse af kontrol at have et intellektuel forståelse af, hvad der er på spil, men det ændrer ikke i sig selv nervesystemets indstilling. Det, der kan hjælpe os ud af angstens greb, er derimod at gradvist genopdage det, som stadig er til stede, men som angsttilstanden gør det sværere at få øje på: tegn på tryghed midt i noget, der føles utrygt.

Når nervesystemet er i alarmberedskab, bliver vores oplevelse af virkeligheden indskrænket. Det betyder, at noget af det stabile i omgivelserne – det neutrale, det almindelige, det udramatiske – træder i baggrunden. Ikke fordi det forsvinder, men fordi det ikke længere vægtes på samme måde. Truslerne kommer til at fylde alt. En begyndelse kan derfor være ganske enkelt at lægge mærke til noget i vores virkelighed, som ikke er trusselssignalerne.

Det kan være fornemmelsen af vores fødder mod gulvet. Lyde i rummet, som ikke kræver en vurdering. En behagelig person eller genstand, som du kan se og interagere med. Eller kontakten til den del af din bevidsthed, der faktisk er i stand til at registrere, at noget føles intenst, uden selv at være fanget i intensiteten.

Det handler ikke om at komme væk fra angsten, men om at opdage, at din virkelighedsoplevelse altid rummer mere end det, der lige nu fylder mest i din bevidsthed.

Sådan kan vi begynde at komme tilbage til en mere reguleret oplevelse af virkeligheden. Ikke ved at fjerne alarmtilstanden, men ved at registrere, at den er der, og samtidig mærke, at der stadig er en krop i et rum, en verden omkring den, og en del af bevidstheden, der kan registrere begge dele på én gang.

Arbejdet består i at genetablere kontakten til den del af virkeligheden, som angsten har “sorteret fra”, så vi igen kan møde verden fra et mere åbent og trygt sted.