Er du bevidst om dit tankeklima?
Tanker føles ofte som sandheder, men de er i høj grad påvirket af den indre tilstand, vi befinder os i. Derfor kan det være hjælpsomt at spørge, hvilket mentale klima vores tanker opstår ud fra, før vi tillægger dem betydning eller handler ud fra dem.
Som mennesker vil vi opleve, at vores sindsstemning svinger. Nogle har lettere ved at bevare en grundlæggende ro end andre, nogle oplever større udsving, og nogle lever under omstændigheder, der forståeligt skaber ængstelighed eller nedtrykthed.
For de fleste gælder det dog, at vores opmærksomhed lettere trækkes mod negative tanker, når vores basale behov ikke er opfyldt. Dette er langt fra den eneste faktor, der påvirker vores tanker, men det kan være en overset del af ligningen. Er vi fx stressede, trætte, sultne, ensomme eller understimulerede, vil det præge vores tankeklima.
Dit tankeklima er den overordnede atmosfære, som dine tanker opstår i. Det påvirker, hvordan du oplever dig selv og dine omgivelser, hvilke tanker der får opmærksomhed, og hvor overbevisende de føles. Et tankeklima kan fx være præget af ro og klarhed eller af bekymring, selvkritik og irritabilitet.
Tankeklimaet trækker i en mere negativ retning, når vores basale behov for hvile, næring, restitution, forbundethed eller passende stimuli ikke er opfyldt. Dette er en naturlig reaktion, som for mange vil regulere sig selv, når behovene opfyldes.
Når tanker former vores adfærd
Inden vi får forholdt os til vores basale behov, kan der dog nå at ske det, at vi kommer til at tage vores tanker for alvorligt, før de passerer. Gør vi det, kan det føre til, at vi ændrer adfærd, så den stemmer overens med tankerne.
Tanken “Ingen af mine venner kan i virkeligheden lide mig” kan få dig til at trække dig fra andre, hvilket vedligeholder følelsen af isolation.
Tanken “Jeg har kun værdi i kraft af det, jeg gør for andre” kan få dig til at knokle videre og forhindre dig i at erfare, at du stadig er værdifuld uden at præstere.
Tanken “Jeg kan ikke gøre noget rigtigt” kan få dig til at give op, før du opdager, hvad du faktisk mestrer.
Tanken “Han er en kæmpe idiot” kan få dig til at møde den anden aggressivt, hvilket kan føre til, at han faktisk opfører sig som en “idiot”.
Negative tanker har en tendens til at fastholde vores opmærksomhed. Hvis vi først begynder at handle ud fra dem, kan de blive selvopfyldende og tilbagevendende.
Når vi bliver fanget i negative tankemønstre
Kommer vi til at behandle vores tanker som fakta, mens vi er i et negativt tankeklima, kan vi ende i selvforstærkende onde cirkler, der kan føre til psykisk lidelse, som er sværere at komme ud af.
Tager vi først en negativ tanke alvorligt, kan vi komme til at dyrke og forstærke den, så den ender med at blive en overbevisning. Tanken kan komme til at føles ligeså sand, som at græsset er grønt.
Udfordringen er at huske, at en tanke ikke nødvendigvis fortæller hele sandheden om dig, din situation eller hvad der er rigtigt for dig at gøre – uanset hvor sand, den føles i momentet. Den kan simpelthen bare være noget, du har absorberet fra omgivelserne eller et “ekko” fra fortiden, som du er mere sårbar overfor, hvis du er træt, stresset, sulten, ensom eller understimuleret. Er du veludhvilet og velreguleret, kan du opleve, at samme tanke preller af.
Hvad kan man gøre ved negative tanker?
Uanset hvor godt de negative tanker har fat, er det muligt, at komme ud af den onde spiral.
Vi kan øve at anvende sætninger som:
“Jeg lægger mærke til, at jeg har negative tanker. Jeg er præget af [indsæt uopfyldt behov] lige nu. Jeg vil ikke reagere på mine tanker og i stedet give mig selv det, jeg har brug for lige nu.”
Herpå venter vi med at reagere på tankerne. Vi spiser, hviler, har kontakt med andre eller bevæger os, afhængig af hvad behovet er. Og så forholder vi os eventuelt til tankerne fra et mere reguleret sted, hvis det er relevant. Dit sind falder til ro, når din krop får mødt sine behov og føler sig i sikkerhed, og herfra er det ofte lettere at se en situation mere klart.
Er de negative tankermønstre dybt indgroet, kan det kræve mere omfattende adfærdsterapeutisk arbejde at komme ud af overbevisningerne. Dette kan eksempelvis indebære at lave adfærdseksperimenter, som giver mulighed for nye erfaringer, der modbeviser vores negative overbevisninger.
Vi kan dog komme langt ved at sørge for vores basale behov, før vi forholder os til indholdet af vores negative tanker.