Når livet bliver et optimeringsprojekt

Vi lever i en kultur, hvor det kan føles, som om hvert ledige øjeblik skal udnyttes og optimeres. Men når der ikke er plads til reelle pauser uden præstation eller noget, der skal nås, kan nervesystemet få svært ved at finde tilbage til ro – selv når vi faktisk har tid.

Mange oplever, at tilværelsen accelererer, og at tid uden aktiviteter er sjælden, hvis ikke helt fraværende. Man kan føle, at hvert ledige øjeblik skal bruges fornuftigt – på at træne, rydde op, være social, lære noget nyt eller få styr på to-do-listen. Selv fritiden bliver hurtigt et projekt, der skal optimeres.

Det kan føles produktivt og tilfredsstillende, men for nervesystemet kan et liv uden reelle pauser være en væsentlig kilde til stress. Man kan let plages af dårlig samvittighed, hvis der går en eftermiddag, hvor man ikke fik udrettet noget.

Stress kan selvfølgelig handle om arbejdspres, familieliv, sygdom, økonomi eller andre belastninger. Men for mange bliver stress også næret af en grundlæggende måde at være i verden på: en oplevelse af, at der altid er noget, man burde gøre. Stress opstår ikke kun, når vi har for meget at lave. Det kan også opstå, når hele livet – inklusive pauser og fritid – opleves som noget, der skal administreres og effektiviseres.

Mange af os er blevet dygtige til at få ting fra hånden. Vi planlægger, organiserer og optimerer. Kalenderen bliver fyldt med arbejde, aftaler, træning, praktiske opgaver og sociale arrangementer. Selv de aktiviteter, der egentlig skulle give energi, kan ende med at føles som endnu en opgave, der skal klares.

Det er ikke nødvendigvis, fordi man ønsker et liv med konstant fart. Ofte sker det gradvist. Man siger ja lidt oftere, presser lidt mere ind i kalenderen og vænner sig til, at der altid er fuldt program.

Efterhånden kan det blive svært blot at være til. Hvis en eftermiddag pludselig er fri, opstår måske en tanke om, at tiden bør udnyttes bedre. Måske føles det som spild af tid at hvile, eller man bliver rastløs uden helt at vide hvorfor.

Kroppen har brug for signaler om, at faren er drevet over

Stress handler ikke kun om at være belastet af opgaver og ansvar. Det handler også om, hvorvidt kroppen oplever, at der er tidspunkter, hvor den kan slippe beredskabet.

Når vi er under pres, aktiveres vores sympatiske nervesystem. Det mobiliserer kroppens energi og gør os klar til handling. Det er en nyttig reaktion, som gør os i stand til at håndtere udfordringer og reagere hurtigt. Problemet opstår, hvis dette system kun sjældent får besked om, at arbejdet er slut.

Hvis alle pauser bliver fyldt ud med nye opgaver, projekter eller mål, kan nervesystemet have svært ved at skifte tilbage til en tilstand af ro og restitution, eller parasympatisk aktivering. Det parasympatiske nervesystem dæmper fysiologisk aktiveringen og understøtter hvile, fordøjelse og restitution.

Kroppen er skabt til at veksle mellem aktivitet og hvile eller mellem sympatisk og parasympatisk aktivering. Hvis balancen forsvinder, bliver det gradvist sværere at komme ned i gear.

Når vi så endelig har tid til en reel pause, kan vi simpelthen ikke få nervesystemet med. Kroppen er præget af uro og rastløshed, og hovedet kører videre med opgaver, planlægning og problemer, der skal løses. Fortsætter dette længe nok, kan vi opleve at kroppen “lukker ned”, og vi mister vores motivation, drive og lyst. Vi kan ende i udbrændthed, som er sværere at komme tilbage fra.

Når planlægning bliver en måde at dæmpe angst på

For nogle handler et overfyldt liv ikke kun om ambitioner eller travlhed. Det kan også hænge sammen med angst.

Når vi føler os urolige eller usikre, kan det føles rart at planlægge, organisere og holde os beskæftigede. Aktivitet kan give en oplevelse af kontrol, og kalenderen kan skabe en følelse af retning, som vi kan længes efter, hvis tilværelsen føles usikker og overvældende.

Det betyder ikke, at planlægning er et problem i sig selv. Men hvis vi konstant holder os i gang for at undgå uro, ensomhed eller svære tanker, kan planlægning komme til at fungere som en slags sikkerhedsstrategi.

På kort sigt føles det lindrende. På længere sigt mister vi muligheden for at opdage, at vi faktisk godt kan være med det, der er svært, uden hele tiden at skulle handle, og vi går glip af den restituerende effekt af at lave ingenting.

Stress og angst kan forstærke hinanden

Stress og angst påvirker mange af de samme systemer i hjernen og kroppen. Når vi er belastede gennem længere tid, kan det indre alarmsystem blive mere reaktivt. Dette kan for nogle føre til overopmærksomhed på kropslige signaler, undgåelse eller vedvarende bekymringstanker, der kan udvikle sig til angst.

Omvendt kan angst føre til, at vi presser og belaster os selv mere. Hvis vi hele tiden forsøger at forebygge fejl, være på forkant eller holde ubehag væk ved at foregribe, kontrollere og overpræstere, får kroppen færre muligheder for at restituere. På den måde kan stress og angst komme til at forstærke hinanden i en ond cirkel.

Pauser er ikke spild af tid

I en kultur, hvor produktivitet ofte bliver forbundet med værdi, kan det føles forkert at lave ingenting. Men for hjernen er pauser ikke et luksusgode. Restitution er ikke noget, man bør gøre sig fortjent til. Det er en biologisk nødvendighed. Det handler om at give nervesystemet mulighed for at registrere, at der lige nu ikke er noget, der skal løses.

Det betyder ikke, at vi skal leve uden ambitioner eller planer. Men måske kan det være værd at spørge sig selv: Er jeg aktiv lige nu, fordi jeg har valgt det – eller fordi jeg føler, jeg er nødt til det? Det spørgsmål har ikke altid et enkelt svar. Men svaret kan fortælle noget vigtigt om, hvad vores nervesystem har brug for.

Hvordan slapper man af?

Måske har vi indimellem en tendens til at gøre restitution mere kompliceret, end den behøver at være. Når vi bliver stressede, leder vi måske efter den næste metode, den næste bog eller den næste teknik, der kan få os til at slappe af. 

For nogle kan yoga, meditation, kreative aktiviteter eller andre praksisser være en værdifuld vej til ro. Men hvis også aktiviteter som disse bliver noget, vi skal planlægge, optimere eller gøre "rigtigt", kan de ende med at føles som endnu en opgave at løse. Dermed kommer det ikke til at opleves som egentlig restitution for nervesystemet.

Nogle gange har vi måske mere brug for noget langt mere enkelt: en gåtur uden retning, græs under bare fødder, at falde i staver, mens vi kigger på skyer eller en kop kaffe, der ikke kombineres med scrolling. Vi kan gøre ting, som vi plejer at optimere, bevidst langsommere og mindre effektivt. Vi kan skabe øjeblikke, hvor vi ikke forsøger at udnytte tiden, men blot får lov til at være til.