Stress og udbrændthed
Alle oplever til tider at føle sig stresset. Det er en naturlig del af at være menneske, og så længe stress er forbigående, behøver den ikke være problematisk. Når stress er vedvarende, begynder det dog at have sundhedsmæssige konsekvenser og gå ud over vores livskvalitet, og her kan det være relevant at søge hjælp.
Stress opstår i et samspil mellem krav, indre drivkræfter og kroppens alarmsystem. Ofte handler det ikke kun om mængden af opgaver, men om uholdbare arbejdsbetingelser samt en aktivering af bestemte mønstre relateret til fx perfektionisme, ansvarsfølelse, manglende grænsesætning eller en tendens til at tilsidesætte egne behov.
Man kan opleve at sidde fast i et mønster, som er svært at komme ud af, eller at have mistet overblikket over sine handlemuligheder. Heldigvis er der hjælp at hente, og mange oplever, at det er en lettelse ikke at stå alene i det længere.
Typiske tegn på stress
Når man har været stressbelastet igennem længere tid, vil man opleve, at man ikke kommer tilbage i en tilstand af ro, selv når man har tid til det. Hjernen er konstant i gang med at løse problemer – ofte også problemer, der ikke er opstået endnu. Kroppen går i vedvarende alarmberedskab, og vi kan udvikle en lang række ubehagelige symptomer.
Stress kan komme til udtryk på mange måder og kan variere meget i sværhedsgrad.
Stress opleves ofte som
Bekymring og tankemylder
En følelse af ikke at kunne “koble af”
Søvnproblemer
Kropslig uro, spændinger eller hjertebanken
Irritabilitet eller kort lunte
Overfladisk vejrtrækning
Fordøjelsesbesvær
Koncentrationsbesvær og manglende overblik
Svært ved at mærke egne behov og grænser
Typiske tegn på udbrændthed
Udbrændthed er udtryk for en mere langvarig og dyb form for overbelastning, hvor både energi, engagement og følelsen af mening gradvist er udtømt. Hvor stress ofte er præget af uro og alarm, er udbrændthed oftere kendetegnet ved tomhed, træthed og en oplevelse af at være demotiveret og følelsesmæssigt distanceret.
Udbrændthed kan opleves som
Vedvarende træthed, som ikke forsvinder med hvile
Følelsesmæssig fladhed eller tomhed
Oplevelse af at være distanceret fra arbejdet eller andre
Nedsat motivation og engagement
Kynisme eller opgivenhed
Følelse af utilstrækkelighed trods stor indsats
Tab af mening i det, der før føltes vigtigt.
“Det er lige præcis det, jeg havde brug for. En klarhed, et andet perspektiv. Jeg elsker din virkelig strukturerede måde at gøre det på!”
Hvorfor får vi stress?
Stress og udbrændthed udvikler sig ofte hos mennesker med høje standarder og en stor grad af ansvarsfølelse. Problematikkerne er dog aldrig blot udtryk for individuelle egenskaber, men hænger også sammen med ubalancer i de systemer, vi indgår i. Det er derfor ikke bare et spørgsmål om at blive bedre til at sige fra, sige “pyt” eller holde pauser, men at skabe reelle forandringer i både vaner og omgivelser, så stress ikke får lov til at overtage livet.
Stressudløst depression og angst
Hvis stress eller udbrændthed står på over længere tid, kan det udvikle sig til depression. Hvor udbrændthed ofte er knyttet til en specifik belastning, vil depression typisk opleves mere gennemgribende og påvirke både humør, selvopfattelse og livslyst på tværs af livsområder.
Langvarig stress kan også udvikle sig til angst. I sådanne tilfælde arbejder vi både med stressbelastningen og med de angstprægede mønstre, så behandlingen bliver helhedsorienteret og tilpasset netop din situation.
Terapi for stress
Vi lever i en tid præget af højt tempo, konstante krav og mange indtryk. Det er rammer, som i sig selv kan presse nervesystemet og gøre det sværere at finde ro. Det betyder, at dine reaktioner giver mening. Samtidig er der meget, vi kan gøre for at hjælpe dig til at få det bedre.
I terapien arbejder vi med at genopbygge gode vaner for selvomsorg og regulering af nervesystemet, så kroppen igen kan komme ud af alarmberedskab. Samtidig undersøger vi de omstændigheder, værdier og krav, der har drevet dine adfærdsmønstre, og som er kommet til at koste for meget.
Vi arbejder med at genskabe overblik og ro samt genetablere kontakt til egne behov, grænser og mening. Jeg hjælper dig med at udvikle en mere bæredygtig måde at være i dit arbejdsliv og privatliv på, hvor præstation og ansvar kan eksistere side om side med selvomsorg, fleksibilitet og realistiske forventninger. Målet er ikke blot at reducere symptomer, men at skabe varige forandringer i den måde, du forholder dig til dig selv og dine krav på.
Jeg har stor erfaring med både korte og lange forløb til behandling af stress. Nogle har brug for en strukturet plan for stresshåndtering med konkrete værktøjer, mens andre ønsker at arbejde med dybere mønstre og roden for den adfærd eller undgåelse, der måske bidrager til stressen. Her kan være tale om fx lavt selvværd, perfektionisme, overpræstation eller svære relationer uden tilstrækkelig grænsesætning.
Du er velkommen til at tage kontakt, hvis du ønsker at arbejde med din stress eller udbrændthed i et trygt og struktureret forløb. Samtalerne kan foregå online eller i vores hyggelig klinik centralt i København.