At leve med angst

Hvis vi indretter vores liv efter undgåelse af angst, risikerer vi at give afkald på det, der betyder mest for os. At være i kamp mod en indre tilstand og ting uden for vores kontrol kan samtidig vedligeholde en konstant følelse af trussel. Der er mere at vinde ved at ændre vores forhold til angst end ved at forsøge at slippe af med den.

Angstlidelser er blandt de mest udbredte psykiske lidelser i verden, og det kan være enormt pinefuldt og begrænsende at leve med angst. Selvom nogle rammes langt hårdere end andre, er angst samtidig en almindelig menneskelig tilstand og et eksistentielt grundvilkår. Vi kan alle komme til at mærke den, når vi står over for det ukendte, og noget vigtigt er på spil.

Trods dette bliver angst ofte betragtet som noget, der skal undgåes eller bekæmpes. Noget vi skal lære at håndtere, kontrollere og helst slippe helt af med. Det er også udgangspunktet for manges henvendelser, når de søger terapi for angst: “Hvordan får jeg det her til at gå væk?!”

Dette ønske giver selvfølgelig mening, for angst kan være voldsomt ubehageligt og invaliderende. Den kan fylde vores tanker, sætte sig i kroppen og begrænse vores muligheder for at gøre de ting, vi gerne vil. Den kan gå ud over vores relationer, vores arbejdsevne og vores grundlæggende sindsstemning. Men angst er ikke kun noget, der begrænser os. Den er også forbundet med noget helt grundlæggende ved det at være menneske: vores frihed.

Den danske filosof Søren Kierkegaard pointerede, at angst handler om vores evne til at vælge, handle og blive noget andet. Hvor frygt typisk er rettet mod noget konkret, er angst mere diffus og knyttet til selve muligheden. Den opstår i mødet med det åbne og ukendte, med alt det, vi potentielt kan gøre, vælge og blive. Vi er ikke fuldstændig determinerede, men har frihed til at forme vores liv. Og netop den frihed kan føles svimlende.

Vi kan længes efter nærhed og samtidig være bange for at blive såret. Vi kan drømme om at stå mere ved os selv og samtidig være bange for, hvad andre vil tænke. Vi kan ønske forandring og samtidig længes efter trygheden i det velkendte. Og risikoen for at vælge forkert kan vække enorm angst, som mange forsøger at tøve, tænke og analysere sig ud af uden at komme videre. Spørgsmålet er, hvad vi kommer til at give afkald på, hvis vi gør det til vores vigtigste projekt at undgå angst og ubehag?

Når vi gør angst til en fjende

Vi skal selvfølgelig ikke bare acceptere at leve med voldsom angst og affeje behovet for at lindre den lidelse, som angst kan medføre. Angst kan udvikle sig til en alvorlig belastning, der indskrænker vores liv og kræver behandling, og der er heldigvis meget, man kan gøre for at få det bedre. Det er dog værd at skelne mellem at ville have et bedre forhold til angst og at ville have angst til at forsvinde.

Når vi først har besluttet os for, at angst er noget, vi ikke må have, kan vi komme til at bruge enormt mange kræfter på at monitorere og kontrollere vores indre liv. Vi begynder måske at overvåge vores tanker, mærke efter i kroppen, søge forsikring og undgå situationer, der potentielt kan fremkalde ubehag. Vi indretter måske vores hverdag efter at minimere risikoen for at vække angst. Og vi prøver måske at tænke os ud af den uvished og de risici, der er grundlæggende vilkår i tilværelsen, til en grad hvor vi ikke længere mærker, hvor vi er lige nu.

På kort sigt kan det give en følelse af kontrol. På længere sigt kan det gøre os dårligere til at tolerere uvished og være til stede i det, der er. Vi får mindre erfaring med, at vi faktisk kan være i ubehag og uvished, og at det, vi frygter, ikke nødvendigvis sker, selvom vi ikke forsøger at foregribe det. Ens verden bliver gradvist mindre, hvis man hele tiden forsøger at beskytte sig selv mod noget, der er en uundgåelig del af det at være menneske: at vi kan vælge forkert, og ting kan gå galt. Man kommer med andre ord til at organisere sit liv omkring fraværet af angst frem for omkring det, der får livet til at føles meningsfuldt.

Et liv uden angst er ikke nødvendigvis et liv med mere frihed

Hvordan ser et liv helt uden angst egentlig ud? Er det et liv, hvor vi aldrig bliver usikre, aldrig tvivler, aldrig mærker uro eller aldrig risikerer at miste noget? Et liv, hvor vi kan være sikre på, at vores valg er rigtige, at andre vil os det godt, og at fremtiden bliver præcis, som vi håber? Det kan lyde tillokkende, men det er et liv, der ikke findes for nogen, uanset hvor meget angst man oplever eller ikke oplever.

At være menneske indebærer at leve med usikkerhed. Vi kan ikke kontrollere, hvordan andre mennesker reagerer på os. Vi kan ikke sikre os mod afvisning, tab eller skuffelser. Vi kan ikke vide, om vores beslutninger fører os derhen, hvor vi gerne vil. Og vi kan ikke tænke os frem til en tilværelse, hvor vi aldrig kommer til at fortryde noget. Når vi forsøger at opnå sikkerhed, kan vi komme til at give afkald på netop det, der gør livet levende: nærhed, spontanitet, udvikling, engagement og modet til at gøre noget, selvom vi ikke ved, hvordan det ender.

At handle på trods af angst

Angst kan paradoksalt nok komme til at fylde mindre, når vi holder op med at bekæmpe den. Det er som om, den ikke behøver “råbe så højt”, når vi ikke forsøger at undertrykke eller bekæmpe den. Dette betyder ikke, at vi skal affinde os med bare at blive ved med at have det skidt og blot acceptere alle angsten begrænsninger. Det betyder snarere, at vi ikke skal få angst til at gå væk, før vi begynder at gøre de ting, der er vigtige for os. Dette er selvfølgelig lettere sagt end gjort og kræver ofte, at vi finder noget tillid og mod frem i de situationer, vi plejer at kontrollere eller undgå.

Dette er også en central tanke i Acceptance and Commitment Therapy (ACT), som er udviklet af blandt andre psykolog Steven C. Hayes. Her handler det ikke om at få ubehagelige tanker og følelser til at forsvinde, men om at ændre vores forhold til dem, så de får mindre indflydelse på, hvordan vi lever vores liv.

Når vi begynder at tage små skridt i den retning, som vi ønsker, på trods af tilstedeværelsen af angst, får vi mulighed for at opdage, at vi godt kan opleve angst og stadig handle. At vi kan være usikre og stadig træffe en beslutning. At vi kan mærke uro og stadig være nærværende med os selv og andre. Og at vi kan rumme muligheden for, at noget går galt, uden at bruge hele vores liv på at forhindre det. Det er ikke det samme som at ignorere sine følelser eller presse sig selv ud i situationer, man ikke er klar til. Det handler snarere om at sætte sine værdier højere end undgåelsen af angst.

Angst og lidelse skal ikke opsøges eller romantiseres, men der ligger en vigtig menneskelig erfaring i at lære at leve med de muligheder og den usikkerhed, som følger med vores frihed.

Angst kan ses som bagsiden af handlemuligheder, og det er ikke noget, vi nødvendigvis skal af med. Et bedre mål kan være ikke at lade angst bestemme, hvad vi gør, hvem vi er, og hvor meget af livet vi tør tage del i.

Næste
Næste

Overvejer du at starte i terapi? Her er nogle almindelige bekymringer