Når relationer aktiverer vores alarmsystem

Relationer mellem mennesker handler ikke kun om fællesskab og hyggeligt samvær. De er tæt knyttet til vores oplevelse af grundlæggende sikkerhed i verden. Derfor kan ændringer i relationel kontakt for nogle opleves enormt truende, og mange føler sig fastlåst i mønstre af relationel utryghed.

Kvaliteten af vores relationer er noget af det mest afgørende for menneskers trivsel og helbred. Vi er grundlæggende sociale væsener, og vores nære relationer spiller en vigtig rolle for, hvordan vi regulerer følelser, håndterer belastninger og oplever os selv og vores omgivelser. Men hvad sker der egentlig, når vi oplever, at vores relationer bliver usikre?

Nogle mennesker får overvældende reaktioner på det, der kan opleves som en relationel trussel. Det kan være en besked der ikke bliver besvaret, en ændret stemning hos en vigtig person, et pres, en konflikt, en manglende invitation eller bare en fornemmelse af afstand.

Noget i relationen skifter, og pludselig kan hele vores system gå i alarm. For mange føles det ikke bare ubehageligt – det kan føles alvorligt.

Dette adskiller sig fra social angst, som typisk handler om frygten for at blive vurderet negativt af andre mennesker. Relationel angst er ikke en psykiatrisk diagnose, men kan bruges til at beskrive et mønster, hvor relationel usikkerhed udløser betydelig angst og alarm i nervesystemet.

Det handler mere grundlæggende om oplevelsen af, at selve forbindelsen til et andet menneske eller gruppe kan være truet eller opleves belastende – uanset om andre vurderer én negativt eller ej. Det er altså ikke nødvendigvis en angst for præstation eller fremtoning, men en dybere alarm omkring tilknytning og kontakt.

Når små signaler blæses op

Når en relation opleves som usikker, kan det for nogle mennesker aktivere en form for indre scanning: Hvad sker der? Hvad betyder det? Hvad kan det her få af konsekvenser?

Fordi relationer er så centrale for vores psykologiske og biologiske tryghed, kan hjernen blive enormt følsom over for tvetydighed. Det betyder, at små signaler kan få stor betydning: en samtale, der føles anderledes end normalt, mindre initiativ fra den anden, en manglende reaktion på noget, man har sagt, eller en oplevelse af, at noget har ændret sig mellem jer.

Når noget først er registreret som en mulig trussel, vil hjernen naturligt forsøge at reducere usikkerheden hurtigt. Kender vi ikke årsagen til oplevelsen af relationel usikkerhed, begynder hjernen at søge svar. Er man i forvejen i en tilstand af alarmberedskab, så tolker vi ofte den tilgængelige information negativt.

Måske drager vi konklusioner som: “De kan ikke lide mig mere” , “Jeg må have gjort noget forkert!”, “Jeg kan ikke regne med dem!” eller“De vil mig det ikke godt!”

På den måde kan et lille tegn på forandring hurtigt blive til en fortælling om, at relationen er truet. Dette kan have stor indvirkning på både vores kropslige, følelsesmæssige og adfærdsmæssige respons.

Mennesket er biologisk udviklet til nære relationer

Vi mennesker er en yderst social art. Gennem hele vores evolution har vi været afhængige af andre mennesker for at overleve. Ikke bare for følelsesmæssig trivsel, men helt konkret for mad og beskyttelse. At være inkluderet i en gruppe har været afgørende og at blive udelukket har kunnet have alvorlige konsekvenser. Denne sammenhæng er dybt forankret i vores biologi. Det betyder, at vores nervesystem stadig er formet af en virkelighed, hvor relationel eksklusion var forbundet med reel fysisk livsfare.

Når nogle mennesker i dag reagerer kraftigt med angst, stress eller vrede på signaler om relationel usikkerhed, kan det være udtryk for et gammelt alarmsystem, der stadig gør det, det er udviklet til: at beskytte os mod tab af forbindelse for at holde os i sikkerhed.

Tryghed gennem samregulering

Vores afhængighed af andre handler dog ikke kun om overlevelse. Mennesker regulerer også hinandens følelsesmæssige og fysiologiske tilstande, når vi tilbringer tid sammen. Gennem samregulering påvirkes vores nervesystem løbende af kontakten med andre mennesker, og i trygge relationer kan vi hjælpe hinanden med at falde til ro, håndtere belastning og genfinde følelsen af sikkerhed.

Evnen til selvregulering (dvs. at hjælpe sig selv tilbage til en tilstand af tryghed efter en stærk følelsesreaktion) udvikles i høj grad gennem tidlige relationelle erfaringer med samregulering.

Erfaringer former følsomheden

Selvom alle mennesker har et nervesystem, der reagerer på relationelle signaler, er vi ikke ens i vores sensitivitet. Medfødt disponering samt erfaringer med relationer og tilknytning spiller en vigtig rolle.

Hvis man har oplevet uforudsigelighed, afvisning, følelsesmæssig distance, kritik eller ensomhed i vigtige relationer, kan ens system blive mere opmærksomt på tegn på, at noget lignende er ved at ske igen. Det betyder ikke, at noget er forkert i systemet. Det betyder, at hjernen har lært, at det er vigtigt at opdage potentielle brud tidligt for at holde sig i sikkerhed.

Problemet er, at denne beskyttelse nogle gange bliver så sensitiv, at den også reagerer i situationer, hvor der ikke er reelle trusler i relationen – men blot tvivl.

Når små ændringer i relationer får stor betydning, kan det føles som om, relationelle trusler er konstante eller overalt. Ikke fordi de er det, men fordi nervesystemet er blevet overdrevent opmærksomt på dem. På den måde kan verden føles mere usikker, end den egentlig er, og det kan være svært at finde tilbage til en tilstand af tryghed.

Forskellige måder at reagere på relationelle trusler

Hvis man først har registreret en mulig relationel trussel, vil man ofte forsøge at genoprette tryghed så hurtigt som muligt. Dette kan se meget forskelligt ud hos forskellige mennesker afhængigt af de strategier, man har udviklet i kraft af sine tidligere erfaringer med nære relationer.

Måske søger vi tættere kontakt og forsøger at genetablere forbindelsen gennem afklaring og tilpasning. Måske gennem vrede, pres eller kontrol.

Det kan også være vi trækker vi os, bliver følelsesmæssigt lukkede eller forsøger at minimere betydningen af relationen for at beskytte os selv.

Måske søger vi tryghed i overtænkning og intellektualisering og grubler endeløst over årsagerne til ændringerne i kontakten.

Selvom adfærden ser forskellig ud, er funktionen som regel den samme: at beskytte sig mod uvished og oplevelsen af tab af forbindelse.

På kort sigt kan alle disse strategier give en følelse af lettelse. Det kan være, man føler sig mere tryg af at have fået bekræftelse og opleve, at personen er tættere på igen. Måske føles det trygt at have udtrykt sin vrede og frustration og dermed føle sig mere ovenpå i relationen. Det kan også være en lettelse at have trukket sig og agere mindre afhængig af den anden.

På længere sigt kan alle strategierne dog fastholde en følsomhed over for relationel usikkerhed. Det sker fordi vores beskyttelsessystem aldrig helt får ny erfaring med, at usikkerhed i relationer kan toleres, uden vi behøver at søge kontrol.

Hvad kan hjælpe på relationel angst?

Hvis man oplever relationel angst, kan det være hjælpsomt at starte med at lære at opdage, når ens alarmsystem og tilknytningsssystem er aktiveret samtidig.

Alarmsystemet siger: “Der er fare på færde!” og mobiliserer en stress- eller angstrespons i kroppen i form af fx uro, hjertebanken, anspændthed og en generel akuthedsfølelse. Tilknytningssystemet siger: “Få styr på dine relationer! Hvor har du dem? Kan du regne med dem?“ og får os til at søge kontakt eller trække os.

Bevidstheden om dette kan gøre os bedre i stand til at sætte tempoet ned. Hermed kan vi vælge, hvordan vi ønsker at navigere i en svær relationel situation frem for at handle fra en tilstand af autopilot og trække på gamle copingstrategier, der måske ikke længere tjener det ønskede formål.

Det kan fx være at vente med at sende den besked, man får trang til at sende, at lade være med straks at konkludere, hvad den andens ændrede adfærd betyder eller at spørge fra et åbent sind frem for at reagere ud fra antagelser.

Det hjælper sjældent at forsøge at tænke sig ud af reaktionen i selve øjeblikket. Ofte har vi mere gavn af at tage akutheden ud af situationen, have en nysgerrighed overfor den tilstand vores og andres nervesystem er i og forsøge at skelne mellem det, der faktisk er sket, og det, som nervesystemet er ved at forberede os på.

Hvis vi giver situationen mere tid, før vi konkluderer eller handler, får vi ofte mulighed for at erfare, at relationel usikkerhed ikke nødvendigvis er det samme som relationel fare.

Dette kan gøre os i stand til ikke at se alarmen som et præcist billede af virkeligheden, men som et gammelt system, der forsøger at passe på noget, der stadig er dybt vigtigt for os.